Forår på vej… :)

21. marts 2010

Så er det blevet forår. :)

Gymnastik sæsonen er ovre for denne gang. I går var vi til gym. opvisning med pigerne. De glædede sig vildt til at vise hvad de havde lært.

Mor og far er også glade for at det er ovre for denne gang. Det giver lige lidt mere tid, når de ikke også skal køres til det om mandagen… Men de er vildt glade for det. Så de skal også have lov. :) Næste sæson er det 2 eftermiddage de skal afsted. Det er kun hver 3. år at de går på samme hold. -  Og om lidt kommer Sine jo også og blander sig i det gymnastik-show, jo tiden går godt!

Foråret er rigtig på vej, jeg har dristet mig til at plante nogle krukker til i dag. :) Jeg var spændt på om mine hortensiaer i krukker havde overlevet denne sne-vinter. Men sørme om der ikke er små skud på vej… DEJLIGT!

Med lysere tider har jeg også i sidste uge taget mit løb op igen. Målet er at løbe 3 morgener om ugen, – mindst 2 og gerne 3 gange. Så jeg står tidligt op (5.40), for at nå hvad der ellers også skal nåes om morgenen. MEN følelsen af overskud efter en løbetur, den er til at tage og føle på, jeg har det SÅ godt. Så går jeg gerne tidligt i seng for at være frisk på det tidspunkt!

Sine har rundet de 10 måneder. Der sker bare så meget med hende. Hun kan gå med gå-vogne nu. Rejser sig op alle tænkelige steder og har også ( for det meste ) helt styr på at komme ned igen. Hun kravler ( endelig ), hun har kunnet et stykke tid, men har mest krøbet alligevel. Det er bare vildt fantastisk!

Ellers alt vel i den lille familie. Faderen barsel er snart forbi, efter påske starter Sine i dagpleje og ugen efter starter faderen på arbejde og så er hele familien i gang igen!

Sæsonpas til legoland er også på plads og lur mig om ikke de bliver indviet i påsken!

Arbejdstid, lige om lidt…

11. februar 2010

Min barsel er forbi og lige om lidt er ferien også fortid. Om en uge er jeg igen at finde på apoteket. Jeg glæder mig til at komme i gang igen og få en hverdag op og køre. Selvfølgelig kan man sige at det ikke er ‘helt rigtigt’ før M også starter på arbejde ,og Sine skal i dagpleje, så alle skal ud af huset. Så en form for en blød start er det vel. ;)

Tilbage på arbejde med et nyt ansvarsområde under armen – skemalægning. Jeg glæder mig til udfordringen og jeg tror, at det skal jeg nok blive glad for. Recepturen er jo også mit område, og med de 2, så kan jeg vist ikke få mere del i funktionslønnen. :)

Selvom jeg glæder mig, så er det da også lidt trist at skulle efterlade lille 9 måneders Sine hos sin far. Han er ( selvfølgelig ) absolut kompetent til at varetage opgaven, men nu har det været mig så længe, der har været primær person i hendes liv. Lige om lidt skifter det sikkert. Det er jeg i al fald forberedt på! Men om jeg så synes det er fantastisk, det er så noget andet!

Men det er rigtig godt at de kan få 8 uger sammen selv, uden at mor blander sig.  No doubt about that!

For at få tiden til at slå til og stadig have tid til at slappe af, så er planen at vores liv skal sættes en smule i skema. Det gælder madlavning, indkøb og rengøring. Jeg tror at jeg får mere ro hvis det kommer til at fungere. For jeg skal have lært at kunne sidde i sofaen uden dårlig samvittighed. – Det kniber lidt nu. ;) – Så det skal jeg lige have kørt i stilling inden på torsdag.

Så alt i alt så er det ok med arbejdsstart på torsdag. Det bliver også rart med voksen kontakt og kontakt til omverdenen igen. ;) ;) ;) Man kan hurtigt komme til at gå i sin egen lille boble når man går hjemme.

En tidlig søndag…

4. oktober 2009

Nok puttede jeg Sine kl 19 i går. Men det betød så at kl 5.40 i morges, så stod vi op. ;)

Ren hygge, det blæser og regner vildt, jeg tændte stearinlys i hele stuen og hyggede med Sine.

7. 15 var hun putteklar igen. Og  det var åbenbart kodeordet for Tilde og Ida, for så stod de op. ;)

De leger pt. på loftet. Det er så dejligt at de har mulighed for at gå derop og lege med Barbie mv. De bruger det rigtig meget.

Jeg er alene hjemme med pigerne. Manden og faderen forlod os i går lige over middag til fordel for en gang drengehørm. ;)

Det er gået rigtig godt. Det værste tidspunkt på døgnet er nu engang der hvor der skal laves aftensmad, og vi skal spise. For der er Sine så træt, at der kun er et sted der dur, – det er mor eller fars arm. Men det gik jo, vi fik bare noget let at spise.

Så således er vi klar på en ny dag i efterårets tegn. Det er sørme blevet efterår med stort E!

Blog og hjemmeside…

27. september 2009

Endnu engang må jeg konstatere at tiden bare er VÆK. Tiden til at sidde her og fordybe sig og skrive indlæg.

Egentlig mangler lysten ikke, men tiden gør.

Jeg må sige, at jeg er blevet ramt af det at have 3 børn. ;) Der er bare mere af alt, sådan er det.

Dertil kommer, at Sine jo heller ikke er den der sover helt vildt meget i løbet af dagen: 3-4 timers søvn kan det blive til.

Og så skal jeg bare lade være med at tænke på, hvordan tiden skal slå til når arbejdet kalder igen. Den tid den sorg.

Men www.joergensen-i-nr17.dk er opdateret med en del nye billeder og nyt design. :) ENJOY, hvis du har lyst.

Så jeg er her stadig og tror på at jeg nok skal kunne skrive lidt – bare engang i mellem. :)

14 dage med Sine.

27. maj 2009

Tiden går og klokken slår… 14 dage er der gået siden vi har fået lille Sine. :)

Nu er det hverdag igen. Michael er startet på arbejde og de store piger er for alvor tilbage i dagpleje og børnehave. De har jo faktisk lige haft en hel uges fri. :) Det var meningen at de skulle have været afsted i går. Men de to foregående dage havde vi haft gæster og det var blevet sent inden de kom i seng, så en ekstra dag at blive frisk i, det kunne de lige bruge. Dertil kommer at vi jo så kunne det hele i vores eget tempo, fordi vi ikke skulle ud af døren til en bestemt tid.

Fra onsdag til fredag i sidste uge var pigerne hos farmor. En lille ferie hos hende er altid et hit. Så der var meget stille herhjemme, bare mor, far og Sine. Men så kom de hjem, larmende og glade og – hvor er lille Sine?? De er meget opmærksomme på hende og SÅ glade for hende.

Det har ellers været fuldstændig ferieagtigt med dette vejr; grill, at nyde solen på terrassen og børn under havesprinkleren… Og manden har været ved at opgradere børnenes sandkasse og at afstive gyngestativet. Det bliver vildt godt derovre på deres legeplads. – Og så nyder jeg, at jeg må nyde et glas rødvin sammen med manden…  ;)

Sundhedsplejersken var forbi i mandags. 3700 gram vejer Sine nu, så det er helt fint. Hun spiser også rigtig godt og med et interval på ca. 3 timer, så det kan ikke være bedre. Umiddelbart har jeg på fornemmelsen, at dette ammeforløb bliver det bedste af de så 3 jeg har været igennem. Det kører bare på skinner. Ellers havde hun jo ikke andret end ros til overs for hende, så det var helt perfekt. :)

Nætterne med Sine er meget forskellige. De sidste 2 har ikke været så gode, der har hun øffet en del, ikke skreget, bare øffet, som har vækket mig mange gange. De 2 nætter før det var helt gode, mad kl 1.30 og igen 6.30 og det var det. Og det er bestemt acceptabelt og til at holde ud.

Hun sover hos mig indtil videre. Med kejsersnittet er det bedre for mig at have hende ved min side, end at skulle ud af sengen. Også selvom det går meget bedre på den front, så kan jeg bestemt ikke bare springe ud af sengen. Det er stadig om på siden, op på albuen og så først det ene ben ud og så det andet ned på gulvet.

Hun sover stadig meget. Men når hun er vågen, så kan hun godt være lidt mere vågen end bare til at spise og få skiftet ble. ;) Så det er super at kunne snakke lidt med hende nu.

Ellers så er det bare så dejligt med sådan en lille baby igen. Det er så fantastisk og en tid der varer så kort. De vokser jo med lynets hast.

Senere opdaterer jeg hjemmesiden med nye billeder.

Indtil da, er der dette billede af Sine 14 dage. :)

Sine 14 dage

Sine 14 dage

Jeg er her endnu…

19. april 2009

Jeg har haft barsel i en hel uge nu. Dagene tager hinanden og flyver afsted. Jeg synes, at jeg nærmer mig den 13. maj med en rasende fart… ;)

Jeg overkommer ikke så meget som jeg havde håbet ( mange plukveer ), og det med gåturen omkring søen… Ja det var da en god tanke, men er indtil videre ikke blevet til noget. Jeg sparer helbreddet til at lave noget herhjemme i stedet.

Vejret er jo fantastisk og en date med liggestolen, det har jeg hver dag over middag.

Det er så fantastisk at være hjemme, og se det hele springe mere og mere ud for hver dag der går.

Jeg elsker det her sted og synes at det er en fantastisk perle at eje. :) Det er ikke så ringe endda at have den følelse med det sted, hvor vi nu har slået os ned – for livet.

www.joergensen-i-nr17.dk er opdateret med billeder.

Barsel – finally…

11. april 2009

Og den sidste kunde af min i år, han hed Henry, en af de kendte som jeg har ekspederet mange gange. ;)

Endelig oprandt den sidste arbejdsdag. :) :) :)
Sådan 3 timer på en påskelørdag med mange kunder.

Det er så skønt at vide, at der (sandsynligvis) forude ligger 4 1/2 uge herhjemme. Listen er lang med ting jeg gerne vil nå. Men det er helbreddet der bestemmer tempoet og hvor meget jeg kan nå.

I dag er det ikke helt godt. Fik vist løftet en krukke der var for tung i går, dertil kommer ‘projekt at klippe roser ned’. Det fik jeg også begyndt på i går. Men jeg betaler prisen i dag kan jeg mærke. Det er helt sikkert, at når jeg kan mærke mine gamle ks. ar, så skal jeg nok holde mig i ro!

Vi er jo ellers børnefri. – Jeg afleverede dem hos farmor i morges og de skal være der helt indtil mandag. :) Det er den rene svir og luksus – og det er sidste gang i lang tid, at vi har så meget tid for os selv.

Flaskelammet er fodret første gang hos naboen og om 1 time skal han have igen. Kaffen er nydt ud til vest i dag – det eneste sted med læ når det blæser fra øst. Bogen var min følgesvend – og det var en dejlig time derude i solen. :) Pt. har vi bare et par stole deromme, men et lille café-sæt skal vi da have købt derom til… Aftenssolen kan nydes der, samt det nye rhododendron-bed og naboens fredelige får… Jeg er jo vokset op med får, så jeg nyder at have dem gående et stenkast herfra.

Aftensmaden står blandt andet på STORE bøffer af den kvarte ko jeg fyldte fryseren med skærtorsdag. Dejligt med en masse godt oksekød i fryseren. Grillsæsonen er jo lige om hjørnet  – vi tyvstartede i torsdags.

Så min påske er helt perfekt. – Jeg håber at din er ligeså.

- 13. maj 2009 – 11 dage før termin. :)

Så det er lige om lidt, nærmere betegnet 5 uger fra i dag!

Vi var jo til samtale på sygehuset i går om datoen. Det var en anden læge vi var inde ved denne gang, og hendes udgangspunkt var 14 dage før hvis det var 2. eller fler-gangs kejsersnit. Så der sad vi med alle vores talenter og lovning på ks. i uge 39+ til ingens verdens nytte…

Så altså ingen Bornholmer-tur til manden i år.

Selvfølgelig er det helt fint med den 13. og også at manden ikke kommer til Bornholm. Men det ville have været rart hvis de fra sygehusets side havde en fælles politik omkring hvordan man griber sagerne an, – har nogle retningslinier. Det andet virker uproffesionelt og tilfældigt.

Michael har jo faktisk meldt ud at han regnede med at kunne tage med til Bornholm.

Men så er det da altid noget at vi har fået datoen nu og ikke sidst i april som der var lagt op til. For så når han ikke at komme med til planlægning mv. omkring Bornholm.

Men altså om 5 uger, det er lige om lidt! Jeg er knap nok gået på barsel. Jeg har lige 3 arbejdstimer på lørdag, så er det slut.

Jeg har mange planer for hvad jeg skal nå; blandt andet at få ryddet op ned til mindste detalje. ;) Dertil kommer at jeg har sat mig for at gå en tur omkring Kvie Sø hver dag. Turen er på 2,2 km. Det er for at få mig rørt lidt, når jeg nu skal være hjemme. – Ikke at jeg ellers plejer at sidde meget ned. Men jeg tænker at foråret er på vej og det er den dejligste tid at være ude i og nyde naturen. Så en tur omkring søen hver dag, det vil være perfekt.

Så det er en dejlig tid jeg går i møde nu, fuld af muligheder! :) :) :)

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.