Så er det langt om længe tid til en opdatering af en stor begivenhed.
Onsdag den 13. maj, tidlig vågen, første gang en time før vi skulle op. Vækkeuret var sat til kl 5.30. Vi skulle jo være på sygehuset kl. 7.30 og begge piger skulle jo først afleveres i dagpleje og børnehave.
Selvom alt var pakket og pigerne skulle have morgenmad de respektive pasningssteder, så blev det alligevel en lidt kaotisk morgen.
Sådan er det vel med noget så stort i vente.
Det var først da vi nåede børnehaven, at jeg kom i tanke om, at jeg da havde glemt at smøre Tildes madpakke… Noget der ellers er en fast morgenrutine. Men nå, de tog det da pænt inde i børnehaven, grinede ad mig og sagde at de skulle nok smøre en madpakke til hende i dag.
Om onsdagen er de nemlig ofte på tur. Og lige den af alle dage, så er det vel lovligt undskyldt at glemme sådan noget…
Nede på sygehuset kl 7.30; vi fik anvist et værelse til at klæde om i. Jordemoderen ville komme kl. 7.45 og lave papirer. Kl. lidt over 8 kom vi ned på OP. Først fik jeg lagt lokalbedøvelse i ryggen og derefter spinalbedøvelse, således at jeg var vågen under hele seancen. Det har jeg også været de 2 andre gange.
Kl. 8.39 kom vores datter til verden, helt og aldeles perfekt. 3210 gram og 51 cm. Fuld apgar-score fik hun også, 10 fingre og 10 tæer, et skrig fra prinsessen, der vist fik et chok over sådan en brat opvågning. Hun havde jo ikke lige planlagt, at det var endnu hun skulle komme ud.
Hvad mere kan man ønske??
Sådan set ingenting, for selvom man jo som udgangspunkt regner med at det barn man venter er sundt og rask. Så er tanken om, om det hele nu også er som det skal være, også nærværende. Og lettelsen ved at se at den tanke blev gjort til skamme, det er en befrielse.
Jeg blev lukket sammen igen, de arbejdede med mig i hvert fald en halv time. Jeg har ikke meget maveskind at trække i og det gamle arvæv drillede også. Og det gjorde ondt, det var bestemt ikke smertefrit, heller ikke selvom jeg fik noget mere smertestillende. Føj hvor jeg syntes det tog lang tid for dem. Jeg er i den grad færdig med kejsersnit, det er helt sikkert. Men selvfølgelig er det det værd, for den prinsesse som ligger henne i vuggen og sover tiden væk.
Ovre på barselsgangen igen; jeg ryster helt vildt pga. bedøvelsen og jeg fryser. Sine kommer over til mig for første gang. Hun bliver lagt til, og hun ved nok hvad hun skal med et bryst.
Imponerende refleks. Og siden da er det bare gået totalt problemfrit med amningen. Skønt.
Navn; Sine var slet ikke med inde i vores overvejelser. Vi havde listet Iben, Liv og Stine op som mulige navne. Vi hældte mest til Iben, men da så hun var der den lille, ja så passede det ikke rigtigt alligevel. Og vi syntes heller ikke at det passede så godt til Tilde og Ida. Så det blev en Sine uden g.
Kl 15 dukkede vores 2 store piger op sammen med mormor og morfar som havde hentet dem på deres respektive pasningssteder.
De kom med en buket hver, dog plukket af Tilde og Sara i børnehaven. Super sødt som de kom ind med hver deres buket. De sad begge med hende og syntes at hun var sød. Jeg havde jo lavet et par gaver til dem, som de fik dernede.
De store piger tog med mormor og morfar hjem og var der til fredag. Torsdag var de i Blåvand Zoo og så nede hos os bagefter. Og jeg skal nok indrømme, at da de tog hjem nede fra sygehuset. Der havde jeg lyst til at vi alle 5 bare tog hjem til Kærbæk.
Kl 19 om onsdagen var jeg ude af sengen før første gang, fik kateter af. En befrielse at kunne komme op og gå, omend det selvfølgelig er noget besværligt og gør ondt.
Torsdag eftermiddag meddelte jeg at jeg gerne ville hjem fredag. Det var helt ok. Fredag formiddag gik med en hel masse undersøgelser. Sine fik taget PKU, lave hørescreening og lægeundersøgelse. Jeg skulle også lige undersøges om alt var som det skulle være. Kl 11.50 kunne vi forlade sygehuset med guldklumpen. Vi kørte ud til mormor og morfar, spiste frokost derude og tog de 2 store piger med hjem.
Skønt bare at komme hjem, hjem, hjem.
www.joergensen-i-nr17.dk er opdateret med ikke mindre end 48 billeder af prinsessen. De ligger i 2. kvartal 2009.
23. maj 2009 at 10:52 am
Jeg bliver altid så imponeret når jeg læser om den kontrol og det overblik der lægges for dagen hos jer. Og det på en meget meget positiv måde:o)
Tillykke endnu engang med endnu en lille fantast.
23. maj 2009 at 6:25 pm
Takker Pia, mange gange!
23. maj 2009 at 8:57 pm
Dejlig at se de mange billeder af familien. Hun er simpelhen så skøn. Nøjagtig som de to store prinsesser.
Kram
14. august 2009 at 1:00 pm
Tillykke med hende:)
Sikke et sammentræf. faldt tilfældigt over denne hjemmeside. Jeg hedder selv Sine uden g og er født den 13. maj
Held og lykke fremover
17. august 2009 at 8:20 pm
Det var da noget af en tilfældighed