Alt ser fint ud.

Jeg var lidt spændt på hvad hun ville skyde babyen til at veje, da det er længe siden sidst ( 1. april ). Overrasket blev jeg da en smule, da hun sagde 2900 gram. Dog mente hun at den måske krøllede sig så meget sammen, at den godt kunne veje mere. Men hun har skrevet 2900 i journalen. Hvis det holder stik, så vil baby om 1 uge veje ca 3200 gram og være den mindste jeg har bragt til verden. ;) – 11 dage før termin.

Men det er jo en helt almindelig gennemsnitsbaby hvis det er. Jeg havde bare forventet en lidt større af slagsen. Men det er jo fuldstændigt lige gyldigt, så længe babyen er tip top i orden.

Emil vejede 3450 – 2 dage før termin, Tilde vejede 3610 – 15 dage før termin og Ida vejede 4030 – 3 dage før termin.

Datoen for kejsersnit; hun var jo overrasket over at vi ikke havde fået en dato i uge 39+. Jeg sagde til hende hvad jeg havde fået at vide på sygehuset – 14 dage før og at der ikke var noget at rafle om! Hun ringede ned på fødegangen til hendes chef som lige konsulterede den ledende gynækolog. Og hvis jeg ville det, så kunne jeg sagtens få flyttet datoen. For det var bare ikke i orden med den besked jeg havde fået. Jeg tror lige at de ville snakke med hende jeg havde været inde ved. Hun havde ikke skrevet nogle initialer på min journal og selvfølgelig kunne jeg ikke huske hvad hun hed. Men de kan jo se i systemet hvem der har booket kejsersnittet.

Men vi rykker ikke datoen. Vi er klar på den 13. Dertil kommer at manden jo ikke i sidste øjeblik kan komme og ville have Bornholmerturen tilbage ,og der er lavet viklarplan mm. for ham når han er på barsel. Det er simpelthen for tæt på, så skulle vi have brokket os dengang.

Vægten siger 61,3, 11 kg har jeg taget på.

Og nu er nedtællingen for alvor i gang. Jeg er sikker på at den næste uge kommer til at gå stærkt!