marts 2009


Så fik pigerne endelig deres trampolin… 396 cm, med net og lige om lidt også med en stige, så de kan komme op og ned uden problemer…

Sidste år var det også et ønske fra især Tilde. Men sidste år var Ida for lille til selv at kunne hoppe på den, så derfor var der idé i at vente til sæson 2009.  Og hun hopper på livet løs sammen med storesøsteren…  :)

- De har jo nærmest boet derude siden i går aftes hvor vi fik den og fik sat den op. Så det er dejligt, at det ser ud til at blive trampolin-vejr hele ugen!

Vi har indgået en aftale med Tilde; Ingen Legoland i år, men i stedet en trampolin. Den var hun med på!

Alligevel er hun lidt heldig – og Ida for den sags skyld også; for på lørdag står den alligevel på Legoland og gerne en gang mere inden 10. maj… Det bedste er jo, at det er på den gratis måde at vi kommer afsted! Ida er gratis indtil hun fylder 3 år. Tilde skal bare ‘tegne en billet’ og aflevere den sammen med udklippet fra Fakta reklamen i sidste uge  og jeg kommer ind sammen med veninden som arbejder på Lego, og derfor må tage en gratis med ind… ;) Vi satser på at lave et lignende arrangement igen inden 10. maj, da det er indtil den dato at Tilde kan tegne en gratis billet mere. Fik jo en kollega til at tage hendes Fakta reklame med, så vi kunne bruge udklippet derfra også.

Så på lørdag drager Helle og jeg afsted med 5 piger til Legoland. Det skal nok blive hyggeligt. :)

At hoppe; den 31.03 kl 08.09 inden turen gik til dagplejen og børnehaven!

Når man nu hedder Tilde og er blevet forvist til madrassen på gulvet i soveværelset, – ja så har man altså bestemt sig for, at så er det meget bedre at sove i EGEN seng… Det har stået på i mange uger nu.

Imponerende hvad sådan en madras kan gøre…  

Således har vi nu kun Ida der kommer om natten. Det vil sige; hun sætter sig op i sin seng og kalder på moar! Planen er at hun skal have lært at komme af sig selv om natten uden at kalde. Og hun skal have lært det inden baby kommer til verden. ;) - Tænker ind i mellem at det er imponerende at hun ikke vækker Tilde om natten med sit kalden, men hun kunne sikkert godt komme til at vække sin kommende lillesøster ved det. OG vi ønsker ikke have mere natteroderi end højst nødvendigt!

:) :) ;)

Tilde var syg i weekenden, så hun missede gymnastik opvisningen. Det var totalt ærgerligt!

Men Ida og far var jo på gulvet. :)

Næsten forventet fik Ida feber i går i dagplejen og hun har været hjemme hos mig i dag. Hun har kastet op en enkelt gang i morges og haft feber. – Ligesom Tilde havde i weekenden.

Finurligt som de kan smitte hinanden, og det bliver da hyggeligt når de er 3 af slagsen til at kunne gøre det… ;)

Men jeg tror, at hun er klar på i morgen, omend det bliver en lang dag med hentning af barnepigen og jeg henter dem hos hende kl 18!

Det er godt med sådan en af slagsen, når det er svært at få det til at nå sammen for forældrene! Og sådan en dag har vi lige præcis i morgen.

Hjemmesiden er opdateret med lidt billeder.

Skrevet fredag morgen efter tandbørstningen og inden jakken skulle på og vi skulle ud af døren….

Af en eller anden grund bliver Ida ofte skrevet spejlvendt.

Min familie, by Tilde

Min familie, by Tilde

Så blev glucosebelastningen overstået. Og alt var jo fint, fint. :) Så den kunne jeg jo sagtens have undværet… Men det var jo definitivt sidste gang, så skide være med det…

Hjemme fra kursus og sprængfyldt med guldkorn til kollegerne; glæder mig til konstruktive dialoger og opklarende spørgsmål med og til kunderne. Og at få opdateret mappen med ‘Tjek på Inhalationen’ og få nogle flere ydelser i den, omend vi altså stor set opfylder det antal vi skal lave om måneden. ;)

Jeg har meget, som jeg skal nå på de sidste 12 arbejdsdage…. :) :) :)

Søndag først på eftermiddagen. Kaffe i kruset og jeg sidder lige så stille og kommer til mig selv efter en power nap. Det er så skønt lige at få lov til at lukke øjnene en kort stund over middag; hvile  ryggen, hvile maven og hvile hovedet. Power nap er heldigvis noget jeg er blevet rigtig god til og det er guld værd!

Forlænget weekend har det jo været. Fri fredag i stedet for onsdag, så derfor benyttede vi chancen til at invitere gæster fredag, noget vi ellers aldrig gør, fordi jeg i hvert fald plejer at arbejde til kl. 16.

Lørdag og eftermiddagen blev brugt i biografen for mit vedkommende. Sammen med naboen ( Rikke ) skulle jeg se ‘Mænd der hader kvinder’. En super film som jeg synes lever op til bogen! Vi har allerede næste biograf-date klar. – 14. maj er der premiere på Engle og dæmoner, og med lidt planlægning, så kan vi lige nå at komme afsted inden baby kommer til verden. ;) Den bog har vi nemlig også læst begge to!

Søndag formiddag og pigerne og jeg har været ude fra 10-12. De har leget og jeg har plantet et par krukker til med stedmoderblomster og fået fjernet en bid af de grene og blade der er i haven. 2 timer udendørs med den slags arbejde, det er vist hvad helbredet kan kapere i øjeblikket. Men heldigvis er det sådan, at når først jeg er i gang derude, så føler jeg mig ikke så besværet af maven. :)

Jeg overvejer om jeg skal gå ud og vaske vinduerne, men ville gerne hvis solen gad at titte frem… De havde da lovet den…

30+ er jeg i dag, 9 uger igen…. Vildt som tiden går, men jeg er begyndt at glæde mig til om 12 arbejdsdage, for det er begyndt at blive strengt, og dagen er jo ligesom ikke slut når jeg kommer hjem… Mavebilleder skal vi også have taget i dag, men det bliver senere. – Og de kommer også på hjemmesiden.

Manden pusler jo med gulvopretning på førstesalen og i dag var det 3-4 timer på opgangsværelset.  Nu mangler han materialer for at kunne komme videre.

Eneste sikre punkt på dagsordnen for resten af  dagen er, at jeg skal have læst en masse sider om astma og KOL. Det er nemlig sådan at jeg tager til Fyns land i morgen tidlig for at være på kursus 2 dage i Nyborg. Jeg tror at det bliver super spændende og glæder mig meget til at få mere styr på behandlingsprincipperne. De er nemlig utrolig komplicerede.

Jeps, så skete det. Årets første familie-baby kom til verden i går aftes.

En dejlig velskabt Viktoria!  Så vi er super glade på deres vegne.

Vi har været nede og se hende her i aften, det kunne jo ikke gå hurtigt nok!

Billeder kan ses her!

Bilen; – er ok igen. Vi hentede den tirsdag eftermiddag. Værkstedet kunne ikke finde nogen fejl, så de slettede fejlkoderne. Men vi fik da så lige skiftet et par pærer som var gået. :)

Jordemoder onsdag; baby har det fint, vokser rigtig godt og blev skudt til 1400 gram hvilket er 200 gram over gennemsnittet. :) Kilo-mæssigt har har jeg taget 7 kg på indtil videre. Så har jeg fået indkaldelse til samtale på sygehuset den 7. april og jeg har da ingen anelse om hvad de vil mig på dette tidspunkt. Jeg har forstået det sådan, at først at jeg skal derned igen i uge 36, – sidst i april. Så jeg ringer lige til dem mandag for at høre. Tjekkede journalen og der står altså ikke noget om noget før uge 36…  

I dag har den stået på Støtteforeningens banko, til fordel for børnehaven. Vi mødtes kl. 11 for at gøre klar, kl 13 gik vi i gang og vi var hjemme kl. 16.45. Det kan man da kalde en dag. Heldigvis ser det ud til at det har givet et rigtig pænt overskud, så det har været slæbet, og alle de forberedelser værd vi har haft gang i. :) Men det er dejligt, at det er overstået.

I morgen formiddag; besøg af veninden og  hendes to skønne drenge som er på alder med pigerne.

I morgen eftermiddag; jeg håber at vejret arter sig så vi kan komme ud og begynde på alt det der ligger og venter på at blive fjernet – blade og grene mv. Der er jo både en stor have, legepladsen, den lange indkørsel rundt om gården og ikke mindst gårdspladsen. Jeg elsker vores træer, men hold op hvor de smider mange blade ,og på birketræerne knækker de tynde grene og ligger overalt. Jo, jo, der er nok at se til på landet. ;) Hvilket jo også er derfor man ikke kan eller skal holde alt som i en villa-have. I hvert fald ikke her på matriklen!

Heldigvis bliver det lysere og lysere, så vi også kan være lidt ude om aftenen. Det bliver dejligt. – Elsker foråret og endnu mere sommeren på landet!

OK, hvor er det bare irriterende at mangle sin bil…

I går da jeg skulle et lille ærinde i den var der en lampe der lyste. Eftersom jeg ikke vidste hvad den betød, så vendte jeg om og tog mandens i stedet. OG det viste sig at være en klog beslutning, da det viste sig at det ikke var tilrådeligt at køre i den før det var blevet lavet. – Det er noget med emissionsgasserne…. hvad det så end er!

Så i morges ringede jeg til Suzuki og derefter til Falck som kom og hentede min kone-bil ved middagstid. Hip, hip hurra for at vi gennem forsikringen har et sådan abonnement!

Ida og jeg har været hjemme i dag. Hun havde hostet sig gennem natten og snottet står ud i lange baner. Det var først ud på den tidlige morgen at vi fik noget sammenhængende søvn. Så hun og jeg var klar på både formiddags- og eftermiddagslur i dag. :) SKØNT! Alligevel var hun helt grydeklar her kl 20, og det til trods for de 3-4 timer hun har sovet i løbet af dagen.

Så i dag gik det jo lige uden bilen. I morgen cykler manden og jeg fragter pigerne morgen og eftermiddag. Det kan også lade sig gøre onsdag, men torsdag er vi på den, hvis vi ikke har fået bilen igen.

Heldigvis håber jeg at vide meget mere i morgen, og evt. spørge på en låne-bil hvis det skulle blive nødvendigt.

Det er bare så irriterende og tilovers når bilen ikke virker. OG den er faktisk kun fra år 2004, så den er jo rimelig ny. ØV!

Så gik der en uge og en weekend igen.  – Umanerligt som tiden flyver…  Og det er faktisk i bogstaveligste forstand. Jeg kunne ikke dy mig for at tælle arbejdsdagene der er tilbage inden den står på barsel. 26 af slagsen, det er ikke meget og slet ikke til at forstå!

Men jeg glæder mig da, omend jeg er fit for fight, - med de lændesmerter og plukveer der medfølger en graviditet på dette tidspunkt! ;) Men så længe det bare er det, så klager jeg ikke.

28 hele uger er jeg og 11 uger til vi har en lille baby i huset… :)  

28 hele uger og det er helt fantastisk at blive sparket under ribbenet og også kan mærke den på bækkenet samtidig. – Og man finder sig overhovedet heller ikke i hvordan mor sover mere… Klemmer mor maven for meget, så sparkes der på livet løs! 

Hikke har der ikke rigtig været noget af endnu, det kan jeg ellers huske fra de andre gange. Men jeg kan selvfølgelig ikke huske hvornår det startede.

Jeg har fået bestilt låne-vuggen hos BabySam og går ellers lidt i tænke-tanker omkring pusleplads mv. Jeg har planer om at flytte den ind på værelset i stedet for at have den på badeværelset. Puslepuden har været en fast genstand på vores badeværelse i snart 5 år, og jeg gider faktisk ikke at se på den mere derinde… ;) Dertil kommer at jeg så også får løst tøjproblemet. – Tilde og Ida har deres tøj på badeværelset og der er ikke plads til endnu en garderobe i skabene derude. – Ikke umiddelbart i hvert fald. Så det kan også passende være på værelset. :) Så kan jeg omrokere på et senere tidspunkt hvis det er. Men det er den løsning som vil være mest optimal til en start i hvert fald.

Det går stille og roligt fremad på loftet. Filten er sat op på det sidste værelse, det har fået fylder og nu bliver der malet. Så nu males og slibes der på skift.  Han sliber i det for at samlingerne skal blive usynlige og så er der også mulighed for at reparere i det uden at det kan ses. Opgangsværelset har vi også fået ryddet, så det også er klar til en make-over.  Men der er jo meget ventetid i øjeblikket, i det han ikke kan lave noget på værelset, når først det er malet. Så skal det jo tørre.

Ellers ikke det vilde. -Vi venter på foråret så vi kan komme mere ud. Roserne er begyndt at skyde, så nu må frosten gerne holde sig væk… Er spændt på roserne vi har plantet omkring terrassen. Jeg håber at de får det bedre nu hvor de er blevet flyttet. Tilde og far har plantet de første frø i dag; busk-tomater, cherry-tomater og basilikum. Der er en tomatplante til hver af pigerne som står i deres vindueskarm. ;)

Tilbage er bare at ønske en god uge, den starter lige om lidt….