Det er 1 år siden min dejlige farfar fyldte 95. Det blev hans sidste fødselsdag. Han havde inviteret familien på restaurant og vi havde lavet sankthansbål på stranden for ham.

Vi havde en super aften, fuld af oplevelser for ham. Familien samlet og bål ved vandet. Det kunne ikke blive bedre.

Jeg er så glad for at vi nåede at give ham den oplevelse, og at vi fik den med ham.

Han var mæt af dage og i september slukkedes lyset for ham på den mest humane måde overhovedet. Han faldt om med hjertestop.

Han var gammel, det kneb med synet, bevægeapparatet og med at holde humøret oppe. For livskvaliteten var det så som så med.

Så i dag tænker jeg tilbage på sidste Sankt Hans med glæde. Og i dag glæder jeg mig over at han endelig fik fred, når det var det han ønskede sig mest. Jeg savner min farfar, – men det er mest den farfar jeg havde for 5-10 år siden. Det var ikke så meget ham jeg havde til sidst.

Og i en alder af 95, så synes jeg sørme det er ok at få fred. Det er i den rækkefølge det skal være.

Jeg tænker, at det måske hænger sammen med det at vi mistede Emil. Det var bund-uretfærdigt og i den forkerte rækkefølge. Med farfar var det ok. Han havde fået alt hvad han kunne ønske sig af livet. Mere kan man jo ikke forlange.

I øvrigt går tankerne til Emil i øjeblikket. Snart er det den 29. juni og han ville være fyldt 5 år, min lille dreng. Han fylder meget lige nu. Og så er det, at jeg trænger til at komme på graven.